VÆKST Ella Hilker synes, at københavnernes taghaver er et mærkeligt fænomen. “Kom dog ud i den rigtige natur,” som hun siger. Foto Jonas Pryner, Zetland
Derfor skal du læse denne historie
Haveterapi er en behandlingsform, der viser gode resultater inden for stressbehandling. Men haveterapeuterne vil langt mere end det: De vil gøre op med vores sundhedsbegreb –og genintroducere det moderne menneske for naturen.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er et indemenneske.
Evidensen er omfattende. Det er lykkedes mig at slå næsten hver eneste potteplante, som venlige mennesker har bragt ind i mit hjem, ihjel. Undtagelsen er en enlig, udholdende og helt klart omsorgssvigtet sukkulent med misfarvede blade, som længe stod i min vindueskarm og krængede voldsomt mod styrbord, fordi jeg ikke havde flyttet den i forhold til solen alt, alt for længe. Ved siden af stod det, der engang (for måneder siden) var en skøn lille blomst i en krukke, men som hurtigt forvandlede sig til et brunt, forvitret bundt hø som forvarsel til sukkulenten om, hvad der ventede den, hvis den mistede grebet.
Hvorfor fjernede jeg ikke den visne plante og tog mig lidt mere af den udholdende sukkulent? Fordi jeg grundlæggende er ligeglad. Mit forhold til naturen er stærkt pragmatisk. Når jeg vil bade, går jeg på stranden eller springer i havnen. Når jeg vil løbe en tur, besøger jeg Søndermarken på Frederiksberg, og når jeg vil slikke sol, lægger jeg et vattæppe ud. Ellers bliver jeg for det meste inden døre. Jeg søger, med andre ord, ikke naturen for naturens egen skyld.
Den erkendelse harmonerer ikke godt med denne artikels emne, hvilket pludselig slog mig, da jeg en regnvåd onsdag sommerformiddag stod i indkørslen til Haverefugiet i Sorø. Haverefugiet tilbyder haveterapi. Behandlingsformen er målrettet mennesker med stress eller andre former for “udbrændthedssyndrom”, som det kaldes på fagsprog. Den er en del af en såkaldt holistisk tilgang til sundhed, en tilgang der vinder frem i disse år. Tendensen er, at det ikke er nok at tænke på sundhed som fravær af en specifik sygdom, men i stedet som en helhedsoplevelse, der omfatter både krop og sind.
Det er ikke sådan, at du kan få en lægehenvisning til haveterapi (det kan du faktisk i Sverige), men terapiformen møver sig lige så stille ind på det etablerede behandlingssystems område. I år har partierne bag satspuljeaftalen sat en lille sjat – tre millioner kroner – af til projekter med terapihaver. I Kolding åbner den første kommunale terapihave i Danmark efter planen til efteråret, især til brug for jobcentret.
Grunden til den spirende accept er, at de forskningsresultater, der hidtil er lavet blandt andet i Danmark i terapihaven Nacadia under Københavns Universitet, viser, at det virker. For eksempel på PTSD-ramte veteraner. De stressramte kan pludselig sove igen, de kan koncentrere sig igen. For tiden er forskergruppen ved Nacadia ved at undersøge, om behandlingen med haveterapi kan måle sig med de resultater, som almindelig kognitiv terapi kan prale af.
70 procent af patienterne i den anerkendte svenske terapihave Alnarp kan vende tilbage til arbejde eller uddannelse efter et forløb.
Det er på baggrund af de gode forskningsresultater, at Haverefugiet tilbyder terapi til stressramte, og det er psykiatrisk sygeplejerske Ella Hilker, der driver det hele med hjælp fra en terapeut.
“Sikke noget vejr,” siger jeg om regnen som noget af det første, da vi er fremme. Ella Hilker griber den ikke.
“Det er jo nu, haven vokser,” siger hun og slår stolt ud med armene mod den blomsterhave, der pryder grunden foran hovedhuset. Her er stauder og roser og stikkelsbær og jordbær. Kartofler, krydderier og tulipaner. Blåbær og japanske bær, hvis navn jeg har glemt. I drivhuset er der tomater og i omegnen af gårdhaven en urskov, en eng og en mose.
Ella Hilker har boet her i 20 år og har drevet sit haverefugium i fem. Idéen fik hun, da hun selv havde stress efter at være blevet angrebet og slået med en knytnæve på en lukket afdeling. Selv arbejdede hun sig ud af stressen med naturen.
Ella Hilker udstråler på én gang endeløs, kærlig tålmodighed og en paternalistisk overbærenhed. En kombination, forestiller jeg mig, der kommer efter i mange år at have taget sig af besværlige, travle mennesker, der ikke altid kender deres eget bedste.
“Det var godt, at du tog fornuftigt fodtøj på,” siger hun underfundigt efter at have kastet et blik på mine åndbare Nike-sneakers. Selv fatter jeg ikke pointen, før alle mine tæer er gennemblødte en halv time senere. Jeg tror, at vi skal direkte i gang med et interview, men Ella Hilker har andre planer. Først skal jeg ud i haven på egen hånd i mindst et kvarter.
Det gør jeg så. Prøvende.
“Er det her en blind vej, eller?” råber jeg ved den første forhindring.
“Gå nu bare derud,” svarer Ella Hilker.
Jeg går derud. Jeg får våde tæer. Det er en blind vej, men jeg hejser mig op ad den stejle skråning og maser mig gennem krattet ind i en skovbevoksning. Fede brune og sorte skovsnegle ligger strøet for mine fødder. En lille stentrappe fører mig ned til mosen. Et rådyr springer op foran mig og videre ind i skoven.
Så er der igen tyst, bortset fra brisen i træerne og den fjerne summen fra motorvejen. Jeg modstår fristelsen til at se, hvad det er for en sms, der vibrerer på mobilen i min lomme.
STIKKELSBÆR De smager godt, skal jeg hilse og sige. (Hov. Her kommer lige en rettelse. Efter udgivelsen af denne artikel bliver jeg kontaktet af Ella Hilker, som – under et kraftigt latteranfald – gør mig opmærksom på, at det er ribs, jeg har fyldt mig med og ikke stikkelsbær. Pinligt.) Foto Jonas Pryner, Zetland
Tilbage på civiliseret grund, i drivhuset, finder jeg en lille bog med titlen Letfattelig Vejledning i Havebrug fra 1917. På første side står:
“For at faa et lønnende og tilfredsstillende Udbytte af sin Havejord og sit Arbejde, er der særlig to Hovedbetingelser, som maa opfyldes, nemlig en absolut Renholdelse af Kulturerne og en stadig Jordforbedring og Tilførsel af Næringsstoffer. Det maa være et fast Princip aldrig at lade nogen Ukrudtsplante bære Frø i sin Have.”
Den symbolske parallel til renholdelsen af sindet er ikke til at overse. Og det er sådan set også en del af pointen, som Ella Hilker forklarer, da vi lidt efter sidder i en overdækket garage i en slags sofa lavet af halmballer. Hun spørger mig, om der var et særligt sted, jeg følte mig tilpas på min tur i haven. Nede ved mosen, svarer jeg.
“Det kaldes det sikre sted,” forklarer Ella Hilker. “Alle begynder med at finde deres sikre sted, og det er næsten altid ude i det vilde og det uberørte. Det er så det sted, man bruger til mindfulness, hvor man finder tryghed. Måske sætter man sig der kun en eller to gange, men det sted får en enorm betydning. Det er ligesom her, man finder sig selv igen og tænker, ’nu hører jeg hjemme et sted’.”
Det vilde og uberørte er bare en af de tre såkaldte ‘oplevelsesværdier’, der skal være til stede, for at haven ikke bare er en hvilken som helst have, men en terapihave. De to andre er, ifølge forskningen, at der skal være trygt (hvilket skulle følge af oplevelsen af at være ‘omgærdet’) og fredfyldt (hvilket følger af ro og af en velholdt have). Dertil kommer en række ’oplevelseskarakterer’, hvilket oversat betyder, at der skal være artsrigt, åbent, rumligt, kulturhistorisk og folkeligt.
Når de rette rammer er på plads, går behandlingen i en terapihave igennem forskellige faser. I begyndelsen er den stressramte typisk helt ude af stand til at foretage sig noget og “mærke sig selv” som Ella Hilker forklarer. Efterhånden kan gæsten (der er ingen patienter i Ella Hilkers terapihave, det understreger hun) overskue at lave mere og mere krævende havearbejde samt, sideløbende, at være i samtaleterapi.
Den svenske forsker Clara Ossiansson har undersøgt, hvad deltagere i et haveterapeutisk forløb siger, de får ud af det. Nogle af de hyppigste tilbagemeldinger lyder, at mennesker i krise oplever haven som “kravløs”, at haven gør noget ved vores tidsperspektiv, fordi det ikke nytter at skynde på naturen og endelig, at haven giver én en følelse af at være nødvendig.
Alt i alt er det simpelthen følelsen af at afgive kontrol, der virker. At skulle spille efter nogle regler, der er givne på forhånd, og som ikke kan forhandles.
VEGETATIV I terapihaven lader man kroppen gå fra det sympatiske nervesystem til det parasympatiske, også kaldet, meget passende, det “vegeterende” nervesystem. Foto Jonas Pryner, Zetland
Ella Hilker siger, at det passer fuldstændig med hendes erfaringer. Det ser bare forskelligt ud for mænd og kvinder, forklarer hun.
“Mænd tager ud og fisker eller de sætter sig i et telt ude i haven. De går i enerum. De kan godt lide at gå med hunden, og de bruger deres fysik mere. Kvinder, de har en lidt anden måde. De går i snakkeklub.”
Hos hende kommer der flest kvinder.
“De er det, jeg kalder karrierekvinder i designertøj og høje hæle. Alt skal være perfekt. Og når de så kommer her, så kan de slippe det. De kan sige ‘Nå, det behøver jeg ikke her’.”
Halmen begynder at klø. Det slår mig, at det er mig, Ella Hilker taler om. Måske ikke så konkret – karriere er måske lige at tage munden for fuld, når man som jeg sidder i sit første job, og designertøj har der ikke været råd til endnu – men på typen. Hende, der vil det hele på én gang, og som tror, hun aldrig kan få stress.
Haveterapi er ikke så nyt endda. I det gamle Egypten fik stressede faraoer ordineret havevandringer af deres læger. Om de otte oplevelsesværdier var til stede i haverne, vides ikke.
Stress er en svær tilstand at have med at gøre, dens grænser er flydende og dens fysiske og psykiske konsekvenser er forskellige. Men tilstanden er massivt til stede – i Danmark bliver hver fjerde sygemelding på arbejdet begrundet med stress.
Det er en folkesygdom, også selvom det ikke er en medicinsk diagnose. Umiddelbart en selvmodsigelse, og så alligevel. For selv om det er uden for enhver tvivl, at den findes – Ella Hilker ser den næsten hver dag – kan det godt forholde sig sådan, at stressens natur er mere nuanceret, end det medicinsk ser ud.
Uffe Juul Jensen, der er sundhedsfilosof og professor ved Aarhus Universitet, har sagt noget lignende, blandt andet i sin bog Det diagnosticerede liv. Sygdom uden grænser. Sygdom, argumenterer han, er lige så meget kultur, som det er biologi. Alt andet er en konstruktion.
Jensen bygger sin påstand på en distinktion mellem to forskellige måder at se sygdom på: Som et objekt eller som en erfaring. Det første perspektiv på sygdom – objektperspektivet – er den traditionelle måde. Det er sådan, vi i Vesten har set sygdom i flere hundrede år: nemlig som en fejl, lægen kan reparere. Det er den biomedicinske tradition, og den har udviklet sig til det, som Jensen kalder for “det medicinske hegemoni”. Den har bragt os langt de seneste 150 års medicinske landvindinger taget i betragtning.
Over for den står erfaringsperspektivet. Erfaringsperspektivet har rødder endnu længere tilbage end objektperspektivet. Her gælder intet rigtigt og forkert, ingen fejl og reparationer. Der findes kun erfaringen af at være syg. En erfaring, der ligeså vel kan opstå ud af kulturen som af biologien. Begge perspektiver har deres ret, mener Uffe Juul Jensen. Men i sidste ende, skriver han, er det umuligt, at “filosofien eller nogen anden disciplin vil kunne finde frem til den sidste sandhed om, hvad sygdom eller sundhed i virkeligheden er.”
Stress befinder sig med andre ord i spændingsfeltet mellem kultur og biologi. Og det gør haveterapien også.
Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, ifølge tal fra Stressforeningen.
I terapihaven Nacadia under Københavns Universitet forsøger forskerne at leve op til de krav om evidens, som det medicinske hegemoni stiller. De forsøger at forske sig til anerkendelse for en behandling, der ikke kan måles og vejes. Både ved at bidrage med ny forskning og ved at sætte den, der allerede findes, i system.
Som professor og landskabsarkitekt Ulrika Stigsdotter fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet tidligere har sagt til Berlingske:
“Lægerne skal forstå, at det her er seriøst. Problemet er, at mange fortæller, at det virker, men der er ikke tilstrækkeligt videnskabeligt bevis for det, så man kan sammenligne og forstå effekten over tid og havens og naturens betydning på sind og krop i det hele taget.”
Lykkes det at samle evidens nok til et nyt behandlingstilbud, vil det være en lille del af et større opgør med det medicinske hegemoni. Det vil være en sejr for kulturen over biologien. Det vil være et brud på det moderne menneskes videnskabelige skjold og en sejr for tilfældigheden og vildskaben. Faktisk alt det, stressramte mennesker rejser til Sorø for at finde i terapihaven.
Ella Hilker er dybest set ligeglad med evidensen, oplevelsesværdierne og hegemoniet. Som hun siger til allersidst:
“Man har gjort meget ud af, at man skal forske i, at det virker. Og jeg synes måske, at det er en forkert diskurs. For måske handler det mere om: Har vi fuldstændig glemt, hvad naturen betyder?”
I dag har min sukkulent aldrig haft det bedre. (Men blomsterkrukken står der stadig).
Kilde: Zetland