I august 2011 fik Haverefugiet en samarbejdsaftale med Danmarks Lærerforening om, at de kunne henvise stressramte lærere til et rehabiliteringsforløb. Et forløb der var gratis for medlemmer af DLF.
Der blev indgået aftale med Team Sygefravær Sorø Kommune i august 2014, således at sygemeldte borgere kunne tilbydes haveterapi i Haverefugiet.
Dette blev ledt af psykoterapeut Jakob Bruus Ørtoft med psykiatrisk sygeplejerske Ella Hilker som støtte og frivillig hjælper.
Haverefugiet er grundlagt som et socialt entreprenørskab, der samarbejder med forskellige aktører. I dag er disse blandt andet Frederiksberg skole, frugtplantagen KysØko, diverse terapihaver og kommuners jobcentre.
Haven på Smedevej 66 er åben for inspiration og samvær i at bruge naturen i sin helbredelse. Hver onsdag er haven åben for mennesker med en kronisk problematik. Tilmelding som privatperson til onsdage rettes til Haverefugiet.
For foreninger, arbejdspladser eller andre er haven åben for studiebesøg efter aftale.
Haverefugiet har en lejeaftalen om marken på Smedevej 54 med Sorø Kommune, som indtil videre gælder til og med 2026. Dette er med henblik på at understøtte børns adgang og relation til naturen, da vi ser naturen som essentiel for børns udvikling og velvære.
Vi samarbejder med Frederiksberg skole om undervisning i det fri, indenfor relevante fag så som natur/teknik og matematik. Nogle af medlemmerne af Haverefugiet er registreret frivillige seniorer, som understøtte lærernes undervisning i det fri ved praktisk arbejde på marken.
En del af marken er ’vild med vilje’, som tilsås med hjemmehørende vilde planter. En anden del af marken sættes der bærbuske og træer. Og endelig er der plads til mindre haver for enkelte klasser og andre, samt fælles jord med kartofler og løg. Der er fri adgang til haverne for elever og deres forældre, samt områdets beboer.
Inspirationen til marken kommer fra Carl Scharnbergs idé om Børnenes jord i Vrå i 1970-erne og de nye tanker om læring og leg i naturen.
Vi forsøger et samarbejde med Sorø kunstmuseum om deres tre-årige projekt ’Naturen taler’.
Haverefugiet er med i et projekt ledet af De Samvirkende Menighedsplejere, hvor der indgår vandreturer for psykisk sårbare.
I 2023 er Stakladen i Horsebøg Skov blevet genopført i oprindelig udgave og står flot til aktiviteter i skoven efter aftale med Stiftelsen Sorø Akademi.
Vi finansiere Haverefugiet gennem:
– medlemskontigent
– frivillige bidrag (donationer eller konkrete ting fra ønskeseddel)